Flot medaljehøst til Holte Atletik ved De Danske Mesterskaber for ungdom

De unge fra Holte Atletik sluttede udesæsonen 2020 af på flotteste vis ved Danmarksmesterskaberne for ungdom, som er blevet afviklet ved stævner over to weekender for aldersgrupperne 14-15 år og 16-22 år.

Udover en række flotte personlige rekorder til mange af de unge atleter blev det samlet til 5 guld, 4 sølv og 1 bronze til klubbens piger og drenge ved de to DM stævner i hhv. Ålborg og Hvidovre

Af enkeltresultater bør nævnes 19-årige Thomas Jersild Olsen, som blev danmarksmester på 400m distancen, hentede sølv på 200m og bronze på 100m og Sebastian Glyb, som hos de 14-15 årige drenge vandt dobbelt guld på 100 m og 100m hæk.  Marius Hytholm Petersen, som vandt sølv til DM for seniorer i højdespring tidligere på sommeren, blev en suveræn guldvinder hos de 19-årige drenge. Blandt pigerne hentede 17-årige Smilla Hytholm Petersen en sølvmedalje i 3-spring og hos de 14-15 årige piger vandt Isabel Farup guld i højdespring. Desuden kom Holte Atletik på medaljeskamlen med en sølv på 1000m stafet, da Benedicte, Cornelia, Maja og Nora løb 100m, 200m, 300m og 400m – den bedste tid i klubbens historie.

”De fornemme resultater tidligere på året ved inde DMU og nu efter udesæsonen er en følge af det store ungdomsarbejde, som er blevet lagt i klubben de seneste 15 år og som nu er begyndt at bære frugt. Holte Atletik har i dag mange unge talenter, råder over en række dygtige trænere og har gode træningsfaciliteter med et nyrenoveret atletikstadion på Rudegaard som betyder at man kan tilbyde nogle rigtig gode rammer til de børn og unge som dyrker atletik”, udtaler Søren Bisgaard, formand for Holte Atletik.